6 januar, 2009
Nordens største dikter er død - In memoriam Inger Christensen
Den danske dikteren Inger Christensen døde 2. januar. Hun var 73 år gammel, men jeg syns godt hun kunne blitt eldre. Fordi jeg kunne ønske at det ville være enda litt flere bøker igjen etter henne. Hun skrev både romaner, essays, barnebøker og skuespill, men det er som dikter verden vil huske henne. Fordi ingen har skrevet så vakkert, så dyptgravende, så lett, så tungsindig, så intellektuelt utfordrende, så følsomt, så språklig nyskapende som henne.
Hun er mest kjent som systemdikter - dvs. en dikter som bruker allerede eksisterende systemer som rammeverk for diktningen sin. Alfabet (1981) benytter som tittelen indikerer alfabetet som system, men gjør dette i kombinasjon med Fibonaccitallrekken(1–3–5–8–13–21–34) som gjør at diktene blir lengre for hver bokstav. Samlingen er besvergende i formen, og har en evne til å rive deg med i språket slik som i det fjerde diktet:
duerne findes; drømmerne, dukkerne
dræberne findes; duerne, duerne;
dis, dioxin og dagene; dagene
findes; dagene døden; og digtene
findes; digtene, dagene, døden
Inger Christensen må leses slik all stor diktning må leses. Nemlig lett. Glem å forstå, glem å fortolk, glem å skulle gi det hele en større mening eller å skulle sette det inn i en dikterisk referanseramme. For å kunne lese tungt må en først la seg forføre til en viss grad. Når en har gjort det kan en lese de tekstene man likte ekstra godt om igjen. La dem synke inn, fundere på språkbilder og tankerekker. Å lese dikt trenger ikke å være så vanskelig. Det kan bare dreie seg om nytelsen ved å lese noe som er godt eller vakkert sagt. Verre er det ikke. Det står ikke noen lektor over deg med rødpenna.
Selv begynte jeg å lese Inger Christensen med sonettekransen Sommerfugledalen fra 1991. Min tredje utgave forteller at den da var trykket i 6000 utgaver, stort i nordisk diktsammenheng og den har nok solgt mer i løpet av de ti årene som har gått siden jeg fikk den i hende. De femten sonettene som utgjør kransen - det kalles en krans fordi hver sonette begynner med den siste verselinjen i det forutgående diktet, og fordi det hele avrundes med en mestersonette som består av de 14 “førstelinjene” - bergtar meg hver gang jeg leser dem. De handler om liv og død, diktning og virkelighet, om det store i det lille og det lille i det store, natur og det menneskeskapte, om det som skapes og det som brytes ned, følelser og intellekt.
Ofte kan en så streng form som sonetten (som skal skrives etter en streng oppskrift: Alltid 14 verselinjer, på versemål og med et rimskjema som skal gå opp) føles litt traurig og baktungt å lese. Men som hun beviser det i systemdiktningen sin virker det som om strenge formkrav skaper en utfordring for Christensen som bare lar henne brilljere enda mer. Faktisk er jeg av den oppfatning at hun evnet å sprenge seg ut og igjennom de strenge formkravene, at kreativiteten og språket hennes blomstrer som aller mest når hun skriver slik:
Et liv der ikke dør som ingenting?
Hvordan hvis vi i alt det menneskeskabte,
naturens siste selvoptagne spring,
må se os selv i det på forhånd tabte,
må den minste stump af kærligheden,
af lykken i en formålsløs proces,
gå ind i billedet af menneskeheden
som græsset, selv når det er gravens græs.
Hvad skal vi med den store atlasspinder,
hvis vingefang udbreder jordens kort,
den ligner mest det hjernespind af minder,
vi kysser som ikoner af de døde,
med smag af dødens kys, der rev dem bort.
Hvem er det der fortryller dette møde?
(Sonette VIII)
Sommerfuglene både flagrer og daler hele samlingen igjennom. Det er lett samtidig som det er tungt. Å klare å sammenføye de største eksistensielle spørsmål med bildet av den fjærlette skapningen er ikke annet enn storhet. Hvis du er overordentlig interessert i å lese mer om samlingen kan jeg hviske deg i øret at jeg faktisk har skrevet en veldig litteraturvitenskapelig artikkel om den i Norsk litterær årbok fra 1999. Selv om jeg selv syns jeg har noen strålende poenger i den må jeg medgi at den nok kan være litt tung å lese. Men den er i hvert fall kort.
Sommerfugledalen ble hennes siste samling. Men i tiden før den ble gitt ut skrev hun også “Digt om Døden” som finnes i “Samlede Digte” (1999). Ingenting passer bedre enn å avslutte med linjene som avslutter disse:
Som dybet løfter vandet
op til en kilde
løfter døden de levende
op for at drikke
skrevet av Mihoe, en tirsdag klokka 23:56 / kategorier : Litteratur
Ett innspill

